Fyringsolie, træpiller, fjernvarme – der er ikke kun én måde, du kan varme din bolig op på. Her i artiklen gennemgår vi de mest anvendte opvarmningsmetoder, så du kan blive klogere på, om der findes en smartere løsning end den, du anvender i din bolig.
Varmer du din bolig op med oliefyr?
Et oliefyr, der bruger fyringsolie, er ikke just den mest energirigtige løsning. Fyret brænder olie af, når det varmer din bolig op, og det er en løsning, som er ved at være på vej ud grundet hensyn til miljøet. Priserne på fyringsolie svinger meget, og det kan derfor være svært at forudsige, hvad det vil koste dig per år.
Bor du i en bolig af ældre dato med dårlig isolering, hvori du ikke har tænkt dig at kaste penge efter en gennemgribende energirenovering, kan et oliefyr være en god løsning af især to grunde: Det kan varme dit hus op, og det er nemt at installere.
Har du fjernvarme hjemme hos dig?
Fjernvarme er en populær løsning herhjemme, og det er det af flere grunde. Det er først og fremmest en miljøvenlig løsning, da over halvdelen af fjernvarmen kommer fra vedvarende energi. Det er også en billig løsning, da producenterne af fjernvarme ikke må tjene penge. Du betaler derfor kun den faktiske pris. Sidst, men ikke mindst, er det også en nem løsning, da varmen bliver leveret gennem et etableret rørnet ud i dine radiatorer.
Ulempen ved fjernvarme er, at det langt fra er alle husstande, der har adgang til fjernvarme. Hvor du bor henne er afgørende for, hvorvidt du kan varme dit hus op med fjernvarme eller ej.
Har du investeret i en varmepumpe?
Varmepumper har gennem de seneste år fundet vejen frem til flere og flere danske husstande. Og det har de af flere gode grunde.
En varmepumpe er ikke alene miljøvenlig og billig i drift. Den er også nem at installere og vedligeholde. Ulemperne ved en varmepumpe er, at den ikke gør noget godt for din boligs udseende, men det er der heldigvis råd for. Du kan eventuelt bygge en kasse omkring den udvendige del af varmepumpen, så den ikke er synlig. Desuden kræver det, at du har et hus, der er godt isoleret, hvis du skal have mest muligt ud af en varmepumpe hjemme hos dig.